|
|
 |
|
Transaktion - MT Højgaard sælger serviceaktiviteterne i datterselskabet Promecon |
 |
|
Audon Partners rådgav MT Højgaard i forbindelse med salget af serviceaktiviteterne i datterselskabet Promecon. Aktiviteterne er solgt til konkurrenten L&H Rørbyg, som er en del af Kemp & Lauritzen koncernen.
Serviceafdelingen, der udgør den største del af Promecon, beskæftiger 133 medarbejdere og omsætter for ca. 100 mio. kr. årligt.
Med transaktionen samles kompetencerne fra to af Danmarks førende virksomheder inden for industrielle rørentrepriser og servicering af procesanlæg.
Udvidelse af kompetencer fra dag ét
Kemp & Lauritzen koncernen har i mange år serviceret samme sektorer på projektsiden.
|
Med overtagelsen af Promecons serviceafdeling tilføres en højt specialiseret og meget erfaren serviceenhed, som kan udvide koncernens kompetencer. Afdelingen har dybtgående branchekendskab inden for bl.a. raffinaderier, on- og offshore samt kraftværker.
Vækststrategi trods finanskrise
Overtagelsen af Promecons serviceafdeling er seneste tiltag i Kemp & Lauritzen koncernens vækststrategi, der bl.a. gennem tilkøb skal sikre den fortsatte faglige udvikling og markedsposition. Siden 2008 har Kemp & Lauritzen koncernen investeret i syv selskaber.
"Vi har fået tilført nye kompetencer og teknologier ved at investere i selskaber, der kompletterer vores eksisterende forretning. Det er Promecons serviceafdeling et godt eksempel på. Med dem i koncernen kan vi tilbyde kunderne et stærkt servicekoncept og helt nye ydelser inden for procesanlæg", fortæller Allan Jørgensen, koncerndirektør i Kemp & Lauritzen.
Nye ydelser til kunderne
Serviceafdelingen bliver en del af Kemp & Lauritzen-selskabet, L&H-Rørbyg. Adm. direktør i L&H-Rørbyg, Henrik Jørgensen, siger om nyerhvervelsen:
"Vi ser frem til at kunne tilbyde vores kunder helt nye ydelser, bl.a. inden for renovering af store tanke til eksempelvis raffinaderier. Men også Promecons eksisterende kundekreds i Danmark, Norge og Sverige vil få fordel af sammenlægningen. De får i fremtiden direkte adgang til hele Kemp & Lauritzen koncernens palette af teknisk førende ydelser inden for fjernvarme, rustfrie rørinstallationer, brandsikring. industriel VVS osv.".
Sikret optimale udviklingsmuligheder
Hos Promecon, der pga. ændringer i den overordnede strategi frasælger serviceaktiviteterne, er der også stor tilfredshed med aftalen.
"Jeg er overbevist om, at serviceafdelingen under den nye ejer er sikret optimale udviklingsmuligheder. Kemp & Lauritzen og L&H-Rørbyg er blandt landets ældste og førende virksomheder inden for bl.a. fjernvarme, industrirør og modulopbyggede anlæg. De matcher vores forretningskoncept, vores værdier og virksomhedskultur, så jeg er sikker på, at både medarbejdere og kunder er i de bedste hænder", siger adm. direktør i Promecon, Søren Kristensen.
Samtidig er udtaler Kristian May, koncerndirektør for den tidligere ejer, MT Højgaard:
"Promecons aktiviteter passer ikke længere til MT Højgaards fokus, og derfor har vi valgt at gå ud af dem. Serviceaktiviteterne får i L&H-Rørbyg en solid ny ejer, med dette område som omdrejningspunkt. Samtidig har markedet for de traditionelle stålprojekter de seneste år været vigende, så her afvikler vi vores få tilbageværende aktiviteter. Vi er meget tilfredse med denne løsning".
|
|
|
|
|
|